Hvad koster det at bo på Bali som digital nomade?

16.06.26

Mit budget i Bali lige nu (pr. måned, i kr.)

Bolig: 2.800 kr.
Scooter: 599 kr.
Benzin: 95 kr.
Mad: 3.875 kr.
Fitness/co-working: 1.300 kr.
Rejseforsikring: 430 kr.
Selvforkælelse: 750 kr.
Vask: 65 kr.
Shopping: 700 kr.
Simkort Danmark: 170 kr.
Simkort Bali: 113 kr.

Total: ca. 10.900 kr. om måneden.

Det er mit reelle budget lige nu, i Canggu, som én person. Der er dog ikke taget højde for visum, flybilletter og andre udgifter.

Hver gang jeg deler, hvad jeg bruger om måneden, får jeg det samme spørgsmål: "er det inklusive alt?"

Så lad mig bare sige det med det samme – dette er mit budget, som single i Canggu, med de vaner jeg har. Dine tal vil muligvis se anderledes ud, alt efter hvor du bor, hvad du prioriterer, og hvor meget du rejser undervejs.

Bolig: 2.800 kr.

Det her er nok det tal, folk bliver mest overraskede over. De fleste artikler om Canggu nævner lejepriser på 12-18 millioner IDR om måneden for en etværelses villa med pool – det svarer til et sted mellem 4.500 og 6.800 kr. Mit sted koster under det halve.

Forskellen er, at jeg ikke bor i en villa. Jeg bor på et homestay – mit eget værelse med eget toilet og bad, et lille køleskab og egen indgang, men jeg deler køkken med de andre, der bor der. Det er ikke det, du ser på Instagram, men det er markant billigere, og for mig fylder det ikke noget i hverdagen, at køkkenet er fælles.

Sådan finder du selv et sted, uden at overbetale:

Book kun de første par dage, når du lander – ikke en hel måned eller mere på forhånd. Der er utrolig mange steder at bo i Canggu (og resten af Bali), og du finder de bedste og billigste ved selv at tage rundt og kigge, når du er der, i stedet for at booke blindt hjemmefra.

Og når du har fundet et sted, du kan lide, så spørg om du kan booke direkte gennem WhatsApp i stedet for gennem Airbnb eller Booking.com. Der er ofte en del at spare, fordi værten slipper for platformens gebyr og den besparelse giver de typisk videre til dig, hvis du spørger pænt.

Scooter og benzin: 694 kr. samlet

Scooteren koster mig 599 kr. om måneden, og benzin lægger yderligere 95 kr. oveni.

Det er lidt over det, jeg ofte ser nævnt som typisk scooterleje (ca. 750.000-1.000.000 IDR, svarende til 325-435 kr.) – men det afhænger meget af scooterens alder, om forsikring er inkluderet, og om du lejer langtid eller måned-til-måned.

Personligt lejer jeg måned-til-måned og har forsikring med i prisen, for better safe than sorry, hvis der skulle ske noget i Bali's crazy trafik.

Mad: 3.875 kr.

Det her er mit dyreste punkt efter bolig, og det er ærligt talt der, jeg kunne spare mest, hvis jeg ville. Jeg blander lokale warungs (billigt, ofte under 20 kr. per måltid) med caféer og restauranter i Canggu, som er markant dyrere end resten af Bali – det er en del af grunden til, at Canggu generelt er et af de dyrere steder at bo på øen.

Fitness/co-working: 1.300 kr.

Jeg har slået træning og arbejdsplads sammen i ét tal, fordi jeg bruger begge dele fast. Til sammenligning koster et rent coworking-medlemskab omkring 1.800.000 IDR (ca. 780 kr.) alene – så mit samlede tal for begge dele er faktisk til den billige side.

Jeg bruger Nirvana Life, fordi det ikke bare er et coworking-space , men der er også træning, og en følelse af retreat over stedet, som jeg ikke finder mange andre steder.
Jeg bruger utrolig meget tid der, og det er egentlig også en del af grunden til, at jeg bor billigt: pengene og prioriteten ligger her i stedet for i boligen.

Rejseforsikring: 430 kr.

Det her er en af de poster, jeg ikke vil gå på kompromis med, uanset budget.
Jeg har samlet, hvad jeg selv kigger på, og hvorfor i Bedste rejseforsikring 2026.

Selvforkælelse, vask og shopping: 1.515 kr. samlet

Massage, vask og lidt shopping er en luksus, jeg indrømmer gerne, at jeg unner mig selv og det er samtidig et af de steder, hvor Bali reelt er billigere end Danmark.

En times massage koster ofte under 100 kr., og vasketøj afleveret og hentet igen koster mig 65 kr. om måneden.

To simkort: 283 kr. samlet

Jeg betaler for både et dansk simkort (170 kr., for at kunne bruge MitID og dansk bankapp) og et eSIM til Bali (113 kr.).

Hvis du er nysgerrig på, hvilke udbydere der reelt virker uden for turistområderne, har jeg gennemgået det i eSIM til Bali/Indonesien 2026.

Hvor jeg ligger i forhold til "typiske" Bali-budgetter

De fleste kilder nævner et sted mellem 5.900-9.800 kr. om måneden for et "typisk" digital nomade-budget i Bali, og 11.800-16.350 kr. for et "komfortabelt" et.

Mit budget lander på 10.897 kr. – altså midt imellem. Ikke backpacker-nøjsomt, men heller ikke det mest polerede villa-med-pool-liv, du ser på Instagram.

Skal du bo et andet sted end Canggu?

Canggu er dyrere end Ubud, Uluwatu og Sanur – det er en del af, hvorfor mit boligbudget nok ville være endnu lavere et andet sted på øen. Jeg samler en fuld sammenligning af de fire områder i en kommende artikel. Skal du bruge et visum til at bo der i mere end en ferie, har jeg gennemgået alle mulighederne – fra Visa on Arrival til det nye E33G Remote Worker-visum – i Visum til Bali/Indonesien 2026.

Ofte stillede spørgsmål

Er 10.900 kr. om måneden realistisk for alle i Bali?

Nej, ikke nødvendigvis. Det er mit budget, som single i Canggu, med mine egne vaner. Bor du billigere (fx Ubud eller Uluwatu), spiser du mere lokalt, eller deler du bolig med andre, kan du sagtens komme længere ned. Har du familie med, eller vil du bo i en nyere villa med pool, skal du regne med markant mere.

Er Bali billigere end Danmark at bo i?

På nogle punkter klart ja – bolig, massage, vasketøj og lokal mad er markant billigere. På andre punkter, som caféer og importerede varer i turistområder som Canggu, er prisforskellen mindre, end folk forventer.

Hvad er den største udgift, folk glemmer at regne med?

Rejseforsikring eller sundhedsforsikring, og et fornuftigt simkort/eSIM fra dag ét – begge er nemme at overse i et budget, men koster dig markant mere at stå uden, hvis noget går galt.

Kan jeg bo billigere end dette budget?

Ja. Vælg et homestay eller et værelse med delt køkken frem for en hel villa, spis mere lokalt, og drop coworking til fordel for en café med god wifi.

Hvordan finder jeg et billigt sted at bo uden at blive snydt?

Book kun de første par dage, når du lander, og brug dem på selv at tage rundt og se på steder – der er langt flere muligheder, end du kan se online. Når du har fundet et sted, du kan lide, så spørg værten, om du kan booke direkte gennem WhatsApp i stedet for gennem en bookingplatform. Det sparer værten for gebyret, og den besparelse ender ofte hos dig.

Silje Buch-Larsen
Silje Buch-Larsen

Freelancer & Digital Nomade

Indhold

Genki rejseforsikring