Oversigt: Visum til Bali – hvilket skal du vælge?
Indlægget indeholder affiliate-links, bl.a. til Genki. Hvis du klikker og køber noget, får jeg en lille kommission – uden at det koster dig noget ekstra.
Visa on Arrival (VOA/e-VOA)
Til dig der skal på ferie og være på Bali i under en måned.
- Gælder i 30 dage og kan forlænges én gang til 60 dage i alt.
- Købes online som e-VOA før afrejse eller ved ankomst i lufthavnen.
- Dette visa er ikke beregnet til arbejde, kun ferie/korte ophold.
Pris:
Fra ca. 500.000 IDR (ca. 185 kr) for 30 dage.
Søg om e-VOA hos Indonesiens officielle immigrationsportal
B211A (visit visa)
Til dig der vil blive længere og ikke vil bekymre dig om visaforlængelse.
- Op til 180 dage samlet (60 dage i første omgang som kan forlænges 2 gange, så du får 180 dage i alt).
- Ikke beregnet til arbejde.
Pris:
B211A visum (officielt kendt som et C1-besøgsvisum) koster typisk mellem 750 kr. og 1.500 kr., afhængigt af om du søger det direkte via myndighederne eller bruger et visumbureau.
Søg om B211A hos Indonsiens officielle immigrationsportal
D12 Pre-Investment Visa
Til dig, der overvejer at starte eller investere i en virksomhed i Indonesien.
- Gyldig 1 eller 2 år, med flere indrejser.
- Op til 180 dage pr. indrejse, nulstilles når du forlader og genindrejser landet, kan forlænges én gang for endnu 180 dage
- Til markedsundersøgelser, forretningsmøder og forberedelse af en investering.
Ca. 3.000–3.800 kr. (1 år) eller 4.000–4.850 kr. (2 år), plus krav om min. 32.700 kr. (5.000 USD) på bankkontoen
Søg om D12 hos Indonesiens officielle immigrationsportal
E33G Remote Worker Visa (KITAS)
Den lovlige vej, hvis du reelt arbejder remote og bosætter dig.
Op til 1 år ad gangen, men kan fornyes.
Kræver dokumenteret indkomst på ca. 60.000 USD/år udefra.
Kræver langtids sundhedsforsikring, der dækker hele opholdet – ikke almindelig rejseforsikring.
Pris:
Det officielle statslige gebyr for et indonesisk E33G Remote Worker Visa (KITAS) til 1 år er 7.000.000 IDR (Indonesiske Rupiah), hvilket svarer til cirka 3.100 DKK + agentgebyr, hvis du bruger et agency.
Søg om E33G hos Indonesiens officielle immigrationsportal
Sundhedsforsikring, der opfylder kravet: Genki Native
Jeg kan abefale Flado.id Visa Agency og har selv brugt dem de gange jeg har søgt om visa.
Second Home Visa
Til dig med en betydelig formue, der vil have en fast base i mange år.
Gyldig i 5 eller 10 år og kræver ca. 2 mia. IDR på en indonesisk bankkonto. Ikke bygget til den typiske nomade-profil.
Dette visa kræver dokumenteret formue på ca. 770.000kr (Ikke en fast lav afgift).
Læs mere hos Indonesiens officielle immigrationsportal
Priser og krav ændrer sig løbende hos de indonesiske myndigheder. Brug altid det officielle immigrationsportal eller en visumagent for et opdateret og præcist svar.
Visa og regler
Jeg får ofte spørgsmål omkring hvilket slags visum der er bedst, hvis man skal til Bali. Og som alle andre ting, så kommer det an på så meget.
Så her er det, jeg selv har fundet frem til – opdateret 2026. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at reglerne kan ændre sig med jævne mellemrum, så rusk altid at tjekke op på det. Det de skriver på den officielle side i dag, er ikke nødvendigvis det, der gælder om et år.
Danmark har ikke visumfri indrejse
Danmark er ikke længere på listen over lande med visumfri indrejse til Indonesien – den ordning blev suspenderet under corona og kun genindført for ASEAN-lande og Timor-Leste. Så uanset hvad, skal du som dansker have et visum, selv til en uges ferie.
Visa on Arrival:
Den du sandsynligvis kender. Det her er standarden, hvis du skal være i Bali i en måneds tid eller mindre. Du kan klare det online som e-VOA inden du rejser, eller købe det i lufthavnen ved ankomst 30 dage, og du kan forlænge én gang for endnu 30 dage – så maks 60 dage i alt. Efter det skal du ud af landet. Det er billigt, det er hurtigt, og det er det rigtige valg, hvis du bare skal opleve Bali. Det er ikke det rigtige valg, hvis du skal bo der og arbejde derfra i flere måneder ad gangen – det kommer jeg til.
B211A: den mange nomader ender med
B211A er et "visit visa" – oprindeligt tænkt til sociale og kulturelle formål, familiebesøg og lignende. I praksis er det blevet det visum, rigtig mange digitale nomader bruger, fordi det giver op til 180 dage i landet. Og her kommer jeg til det, jeg helst vil have, at du læser ordentligt, i stedet for bare at scrolle forbi.
Nej, du må faktisk ikke arbejde på et turistvisum. Indonesisk lov definerer "arbejde" som at arbejde for en indonesisk arbejdsgiver eller tjene penge lokalt i landet.
Remote arbejde for udenlandske kunder, mens du sidder i Canggu med en bærbar, ligger i en gråzone, som myndighederne generelt ikke har håndhævet aktivt.
Gråzone betyder ikke lovligt – det betyder bare, at det ikke er blevet et problem for de fleste... Endnu.
Hvis du reelt arbejder remote i længere tid – ikke bare tjekker mails på en tre-ugers ferie, så er der faktisk en rigtig løsning til dette.
D12 Pre-Investment Visa: hvis planen er en forretning, ikke bare et job
Det her er et andet spor end de tre ovenfor, og det bliver nemt overset, fordi det ikke henvender sig til dig, der bare vil arbejde remote – det henvender sig til dig, der overvejer at starte eller investere i noget i Indonesien.
D12 er et multiple-entry visum, gyldigt i 1 eller 2 år, hvor du kan opholde dig op til 180 dage ad gangen (perioden nulstilles, hver gang du forlader og kommer tilbage til landet, og kan forlænges én gang for endnu 180 dage uden at rejse ud). Det er tænkt til markedsundersøgelser, forretningsmøder, at finde leverandører og forberede en investering – ikke til at drive en forretning eller sælge varer og ydelser, så det er stadig ikke et "arbejdsvisum" i den forstand.
Du skal bruge en indonesisk sponsor (typisk et registreret firma) og kunne dokumentere mindst 32.700 kr. (5.000 USD) på kontoen. Har du først etableret et rigtigt selskab (en PT PMA), kan du senere konvertere D12 til en Investor KITAS.
Det her er ikke relevant for de fleste, der bare vil arbejde remote fra en bærbar – men overvejer du på et tidspunkt at åbne en café, et coworking-space eller lignende på Bali, er D12 den vej ind, før du er klar til den fulde investering.
E33G Remote Worker Visa (KITAS)
Indonesien lancerede deres officielle digitale nomade-visum, E33G, og det er den vej, du bør gå, hvis du vil gøre det ordentligt og opfylder kravene.
Hvorfor E33G er den rigtige løsning, hvis du kan:
- Lovlig ret til at bo i Indonesien i op til et år, og arbejde for virksomheder eller kunder uden for landet
- Ikke tilladt at arbejde for indonesiske kunder eller have lokal indkomst
- Kræver dokumenteret årlig indkomst på omkring 390.000 kr. (~60.000 USD) – hvilket, lad os bare sige det ligeud, udelukker en del freelancere og nybegyndere i den digitale nomade-verden
- Kræver en langtids sundhedsforsikring, der dækker hele opholdet – almindelig rejseforsikring til korte ture er ikke nok her
- Ansøgningen foregår gennem Indonesiens officielle immigrationsportal
Så hvis du tjener nok og reelt bosætter dig, er E33G svaret. Hvis du ikke gør, er du stadig teknisk set i en gråzone på B211A og det er dit eget valg og din egen risiko.
Second Home Visa: for de færreste
Kort nævnt, fordi den findes: 5 eller 10 år i Indonesien, men kræver at du kan stille med omkring 770.000 kr. (2 milliarder IDR) på en indonesisk bankkonto. Det her er ikke bygget til nomader – det er bygget til folk med en formue, der gerne vil have en base i Indonesien i mange år.
Praktisk at vide
- Siden juni 2025 skal alle udlændinge møde personligt op på det lokale immigrationskontor for at forlænge et visum eller opholdstilladelse. Det kan ikke længere klares gennem en agent uden dig fysisk til stede.
- Bliver du i Indonesien i mere end 183 dage inden for en 12-måneders periode, kan du blive betragtet som skattemæssigt hjemmehørende der. Det er noget, du bør tale med en, der forstår både dansk og indonesisk skat, om – ikke noget jeg kan give dig et facit på.
Sådan vælger du den rigtige for dig
Skal du bare på ferie i op til en måned?
Vælg Visa on Arrival.
Vil du have et længere ophold?
B211A er sandsynligvis der, du ender – men gå ind i det med åbne øjne for, at reelt fjernarbejde stadig ligger i en gråzone.
Overvejer du at starte eller investere i en forretning i Indonesien?
D12 Pre-Investment Visa er indgangen, før du er klar til den fulde investering.
Flytter du reelt derned, arbejder remote og tjener nok til at kvalificere?
E33G Remote Worker Visa er vejen, du bør gå.
Har du en betydelig formue og vil have en base i mange år?
Så handler samtalen om Second Home Visa.
Uanset hvad du vælger, så skal du have en rejseforsikring eller sundhedsforsikring, der rent faktisk dækker dig i Indonesien.
I indlægget Bedste rejseforsikring 2026, går jeg i dybden med, hvad du skal kigge efter.
Dette skal ikke ses som juridisk rådgivning, men erfaring efter selv at have rejst som digital nomade siden 2022. Tjek altid det officielle immigrationsportal eller en visumagent, inden du booker billetter, da reglerne har ændret sig flere gange bare de sidste par år.
Ofte stillede spørgsmål
Må jeg arbejde remote på et turistvisum eller B211A?
Nej, ikke i teorien. Indonesisk lov er rettet mod arbejde for indonesiske arbejdsgivere eller lokal indkomst, men remotearbejde for udenlandske kunder ligger i en gråzone, som ikke er formelt lovlig. Vil du gøre det ordentligt, er E33G Remote Worker Visa den rette løsning, hvis du er kvalificeret.
Kan jeg forlænge mit visum, mens jeg er i Indonesien?
Ja, både VOA og B211A kan forlænges en gang. Siden juni 2025 skal det ske ved personligt fremmøde på det lokale immigrationskontor.
Hvor længe kan jeg blive i Indonesien uden at skifte visumtype?
Med Visa on Arrival maks 60 dage. Med B211A op til cirka 180 dage. Vil du blive længere end det, skal du enten forlade landet og komme tilbage, eller søge E33G eller Second Home Visa.
Har Danmark visumfri indrejse til Indonesien?
Nej. Danmark er ikke omfattet af den nuværende visumfrie ordning, som kun gælder ASEAN-lande og Timor-Leste. Du skal have et visum, uanset hvor kort din tur er.
Skal jeg betale skat i Indonesien, hvis jeg arbejder remote derfra?
Det afhænger primært af, hvor længe du bliver. Over 183 dage inden for 12 måneder kan gøre dig skattemæssigt hjemmehørende i Indonesien. Tal med en, der kender både dansk og indonesisk skat, hvis det er relevant for dig.

